Om kirken

360 graders billeder af Sct. Peders Kirke

Billederne kan du se her:

Uddrag af folder om kirkens historie og inventar

Slagelse Vestsjællands Hovedstad

Arkæologerne kan berette, at Slagelse egnen allerede i stenalderen var ganske godt befolket, og hen imod vikingetiden var der et travlt bysamfund der, hvor Slagelse nu ligger.

Når byen kun for få år siden kunne fejre 700 års jubilæum, var det jubilæet som købstad – ikke som bysamfund. At byen allerede tidligt er blevet tillagt stor betydning, kan f.eks. ses deraf, at da dronning Margrethe I 1376 fik sin søn Oluf kåret til Danmarks konge, skete det på danehoffet i SLAGELSE.

Tidligt er Slagelse blevet betragtet, som Vestsjællands hovedstad, og det kan derfor ikke give anledning til undren, at der allerede tidligt har været to store kirker i byen.

Den ældste endnu bevarede kirkebygning er den i slutningen af 1100-tallet opførte SCT. PEDERS KIRKE, der opførtes på en høj i det, der i dag er den vestlige del af byen.

Troligt nok er befolkningstilgangen sket fra det lavere kystland i vest, men allerede omkring slutningen af 1100-tallet havde Roskildebispen, Sven Normann, ladet opføre en frådstenskirke på en stor høj i den bystruktur, der tidligt dannede sig omkring samfærdselsnettet og blev til det nuværende Slagelse. Det blev forløberen for den nuværende SCT. MIKKELS KIRKE, der opførtes i 1300-tallet, som byens hovedkirke.

Sct. Peders Kirke

Hvornår den allerførste ”kirke” er opført, ved vi af gode grunde intet om. Formodentlig har det været en efter nutidig opfattelse meget primitiv indretning – en lille træbygning, der har kunnet yde beskyttelse af alteret og givet prædikanten læ til udførelse af de hellige gerninger. Måske er der snart derefter opført en større ”indretning” – udviklingen gik jo hurtigt, efter Harald Blåtand (Harald Blot-an) havde ”kristnet alle Danerne.

I hvert fald blev der på det nuværende kirkested opført en stenkirke allerede før år 1200. Den kirkebygning kan vi få et indtryk af ved at gå rundt om den nuværende kirke, idet væsentlige dele af de oprindelige mure stadig består i den nuværende bygning. Denne første kirke opførtes af det materiale, der var mest for hånden af, nemlig granitblokke, der lå overalt på markerne.

I ydermurene ser man også anvendt ”teglsten” – det helt nye byggemateriale, som Kong Valdemar den Store i 1160 havde introduceret med held. Den oprindelige bygning var forsynet med højtsiddende romanske (rundbuede) vinduer, som man visse steder endnu kan se spor af i de gamle mure.

Kirken har været ”tænkt stort” fra starten omkring 100 år gik før næste byggeetape.

Dels vækst i sognet og dels omlægning af de kirkelige tjenester har været de store årsager til næste etape, der især viser sig ved en væsentlig korbygning. Denne er sandsynligvis gennemført omkring år 1320. Karakterisk for tilbygningen er, at stilarten i mellemtiden var ændret fra romansk til gotisk, således at det nye rum prægedes af hvælvet loft og højere, spidsbuede vinduer. Også i østmuren var der oprindelig vinduer, men de er uvist hvorfor, blevet muret til engang i sidste halvdel af 1800-tallet. Tilmuringen er gennemført sådan, at man tydeligt ser omridsene af de gamle vinduer. En vigtig detalje er det gamle kalkmaleri (krucifiksgruppe). Maleriet, der afdækkedes ved en restaurering 1879, er af kunsthistorikere tidsbestemt til omkring 1350 og giver altså et vink om korets opførelsestidspunkt. Den ældste kirkebygning har mod øst formodentlig kun haft en apsis – en halvrund udbygning, der åbnede sig ind mod kirkerummet ved en korbue. Ved tilbygningen blev denne romanske murbue erstattet med en bred, gotisk, spidsbuet åbning.

Oprindelig har skibet været forsynet med fladt loft, men ved denne store ombygning indrettede man det med tre hvælvinger, støttet af murpiller, ligesom man måtte øge ydermurene med nogle få skift. Det nye kor blev ligeledes forsynet med hvælvinger, men da det var en nybygning, blev det jo skabt som en helhed.

Endnu i 1300 tallet - formodentlig kort efter korudvidelsen – blev kirken forsynet med et kapel på hver side, så den fik karakter af korskirke. Det nordre kapel, der også er blevet kaldt ”Hellig Anders Kapel”, byggedes i første halvdel af 1300-tallet, og efter gammel overlevering skulle Hellig Anders være begravet her. I det søndre kapel, fra omkring 1375, hviler hvælvingsribberne på udhugne, små menneskehoveder. På et af disse kan frisuren tidfæstes til slutningen af 1300 tallet, hvad der jo altså nok svarer til afslutningen af byggeriet.

Endnu erindres det, at ”i gamle dage”, forstået som før kommunesammenlægningen, søgte sognefolk fra Hyllerup og Holmstrup til den nordre korsarm, medens sognefolk fra Landsgrav og Antvorskov søgte den søndre korsarm, idet de to bysamfund ikke havde egne kirker, men var lagt ind under ”Sct. Peders Landsogn”.

Af ”tilbygninger” forsynedes kirken yderligere i 1400-tallet med et våbenhus med kamtakker og blændinger, og i 1500 tallet med et sakristi, der ligeledes har kamtakker og blændinger.

Tårnet

Der er ingen grund til at tro, at den ældste stenkirke skulle have været forsynet med tårn. De ældste kirker var som oftest ”kullede” – og selv om de efter vor opfattelse var små, kunne de alligevel ses på lang afstand - og kun få kirker havde en klokke, der skulle løftes op så den kunne høres på lang afstand. Hvornår kirken fik sit første tårn ved vi faktisk intet om, men man ved, at det meste af det styrtede ned i 1660, og at det nuværende blev opført under den påfølgende hovedreparation af kirken 1662-64. Det opførtes af en tysk (østrigsk) bygmester Hans Spirhugger, der døde 1683 på Antvorskov, og hvis gravsten stadig findes. Ved en restarering i 1818 blev tårnet forsynet med et teglhængt mansardtag, som i 1871 blev erstattet af det nuværende ”tørninglenske” spir (karakteristisk ved at tårnet afsluttes med 4 kamtakkede gavltrekanter).

Kirkens inventar

Døbefonden fra ca. 1200 er af granit i to dele. Den er tilført Sct. Peders kirke fra Antvorskov kloster, da dettes kirke blev nedlagt, men da klosteret ikke havde dåbsret, må den have tjent andet formål. Fonden er forsynet med et messingfad fra omkring år 1600.

Alteret er et muret stenalter. I slutningen af det 18´ne århundrede fandtes i et gemme i alteret en relikvievæske, der indsendtes til nationalmuseet. 1882 erstattedes den gamle altertavle, man havde fået ved nedrivningen af Antvorskov kloster, med en kopi af et gotisk trefløjsalter. Tavlen, der er malet af August Jerndorf, forestiller Jesus for rådet, men er så mørk i sin farveholdning, at dens indhold kun i sjælne tilfælde opfattes af kirkegængerne.

Prædikestolen er et senrenæssancearbejde fra omkring 1630. Stolen, der hører til kirkens gamle inventar, blev i 1880 erstattet af en anden og lagt på loftet, men blev senere genopsat – dog uden den oprindelige lydhimmel. Ved samme lejlighed blev stolens intarsiaarbejder, der forestiller Kristus og evangelisterne, samt stafferinger restaureret. Prædikestolen er senest restaureret 1950 af Peter Axelsen.

2 højgotiske munkestole stammer antagelig fra Antvorskov.

Træskulpturen på korets nordvæg forestiller den katolske helgen St. Dionysius under gotisk baldakin. Han er let kendelig på at hans isse er hugget af – det er den, han bærer i sin venstre hånd forsynet med mitraen (bispehuen).

Enkelte træskærerarbejder der formentlig stammer fra et ældre alter eller andet inventar, dog uden at kunne bestemmes nærmere, er ophængt som dekorative enkeltheder.

Vasa Sacra

Det sædvanligt brugte altersølv består af kalk og disk fra 1604 og oblatæske fra 1687. En vinkande, der er fremstillet i 1610, er skænket kirken 1696 samtidig med endnu en kande.

Skibsmodeller

Til kirkens udsmykning hører også 2 skibsmodeller. Skønt skibe egentlig ikke relaterer til de kirkelige handlinger, har de dog en betydelig plads i dansk kirkeudsmykningstradition – mest, vel nok med den motivering, at man betragter skibet, som kirken der fragter sjælene frem over det oprørte hav.

Sconnertbriggen ”Håbet” er bygget af smedemester Johs. Rasmussen Slagelse, efter han var blevet blind, og skænket af ham til kirken midt i forrige århundrede. Modellen er nyistandsat i 1998.

Orlogsbriggen ”Ørnen” er bygget af Ove Andersen Slagelse, og 1997 skænket kirken af afdøde Ole Haugaard.

Orgel

I foråret 1974 opsattes et orgel med 20 stemmer, fremstillet af Poul-Gerhard Andersen København.

Kirkens orgel har 20 stemmer, og har nedenstående disposition:

1.manual:

Principal 8'
Oktav 4'
Oktav 2'
Mixtur IV
Trompet 8'
Spidsfløjte 8'
Dækfløjte 4'
Rørquint 2 2/3'
Terts 1 3/5'

2.manual:

Gedakt 8'
Kobbelfløjte 4'
Spilfløjte2'
Nasat 1 1/3'
Sesquialtera II
Vox humana 8'
Tremulant

Pedal:

Spidsfløjte 8'
Quartian II
Subbas 16'
It.Fløjte 4'
Fagot 16'

Gravsten

I våbenhuset er opsat 3 gravstene fra 1400-tallet alle af kalksten med majuskelindskrifter. En figursten fra 1630 over Johanne Riber viser en stående kvinde. Tre barnehoveder indikerer måske, at tre børn er døde før hende. Desuden findes en mindetavle over bygmester Hans Spirhugger. På grønningen uden for kirken er i kirkegårdsmurens sydvestlige hjørne indmuret enkelte bevaringsværdige gravstene fra begravelserne udenfor kirken.

Legender om Hellig Anders

Sct. Peders Kirke havde i katolsk tid sin egen helgen, der dog aldrig blev helgenkåret. Det var præsten Hr. Anders, om hvem det berettes, at han på en pilgrimsrejse til det Hellige Land ud for byen Joppe blev efterladt af sine rejsekammerater fordi han ønskede at overvære pinsegudstjensten i Jerusalem. Da han faldt i søvn på en høj udenfor byen, kom en hvid rytter og tilbød, at han måtte ride med – og afsted gik det.

Da Anders efter nogen tid blev sat af, befandt han sig udenfor sin hjemby Slagelse, på den høj, der til minde om begivenheden, har fået navnet HVILEHØJ og siden er blevet markeret med et krucifiks. Hellig Anders menes at være begravet i kirken år 1205. Der har været fremsat den teori, at relikviegemmet i alteret skulle have rummet rester fra hans grav, der var overført dertil, hvad fagfolk dog betegner som mytedigtning.

Om Hellig Anders findes i øvrigt mange sagn og legender.

Det berettes, at han var en god ven af Kong Valdemar. Ved en lejlighed lovede kongen ham så meget jord til hans sogn, som han kunne ride omkring på et 9 dages føl mens kongen var i bad. Nu var et bad på den tid ganske vist en stor og tidskrævende foranstaltning – men der måtte være grænser for, hvad et 9 dages føl kunne præstere. Det syntes imidlertid ikke at være tilfældet – Hr. Anders red så langt og så hurtigt, at kongens skriver måtte opfordre kongen til at slutte sit bad, inden Anders fik redet alt for meget jord ind.

I skyndingen lagde Anders ikke mærke til, at han tabte den ene handske i nærheden af Landsgrav – men der hvor den faldt (og blev liggende) fremsprang en kilde, som stadigvæk kan ses. Den har en smuk ombygning af træ, som senest blev fornyet i 1917.

Indtil langt op i 1800-tallet blev kilden besøgt for sin undergørende og helbredende virkning.