Torsdagsforedrag

Sct. Peders Kirkes arrangerer Torsdagsforedrag en gang om måneden i forårs- og efterårshalvåret. Det foregår kl. 19.30 - 21.30 i Sogneladen, og der serveres lidt ost og rødvin i forbindelse med foredragene. Prisen er kun 30 kr., som går til sognets julehjælp. Beløbet betales kontant eller med MobilePay ved fremmøde. Kræver ikke tilmelding.

Programmet for Torsdagsforedrag i foråret 2025

27. februar kl. 19.30 - 21.00: Gilgamesh – verdens ældste fortælling om venskab

Signe Danielsen udgav i foråret 2024 en genfortælling af eposset om Gilgamesh og vil i sit foredrag fortælle om fortællingen, dens lange historie og vigtigheden af venskaber.
Derudover vil hun give sit bud på, hvordan kileskrift - også i 2025 - kan være nøglen til at forstå alt i hele verden, inklusiv os selv.
Eposset om Gilgamesh er en af verdens ældste og blev nedfældet med kileskrift på lertavler i Mesopotamien for mere end tre tusind år siden. Det er en fortælling om venskabets forvandlende kraft. Men også om sorg, rastløshed og misforstået magt, som på tværs af årtusinder taler direkte ind i nulevende menneskers liv.
Derfor er det måske også en af verdens bedste fortællinger.

Bogforsiden til 'Breve fra provinsen'

27. marts kl. 19.30 - 21.00: Den moderne kærlighed er uhyggelig

Det er, som om diskussionerne om kærlighed, parforhold og intimitet bølger særligt intenst i disse år. Med udgangspunkt i sin bog "Moderne kærlighed" vil Nils Gunder Hansen (professor emeritus fra Syddansk Universitet og anmelder ved kristeligt Dagblad) stille skarpt på fænomener som prekær kærlighed, dating, skilsmisser, #MeToo og generationskonflikter. 

Bogforsiden til 'Breve fra provinsen'

 22. maj kl. 19.30 - 21.00: Derfra vores verden går

Med historiker, forfatter og samfundsdebatør Henrik Jensen. Hvis vi vil vide, hvem 'vi' er, og hvad meningen er med os, er
historien vigtig. Det er, hvad historien dybest set handler om. Det er ikke de enkelte historiske kendsgerninger, der er vigtige, men at være åben overfor historien og tillægge den betydning og vægt.