Tilmelding til konfirmationsforberedelse i skoleåret 2020/21

Skal du konfirmeres til foråret, er det nu tid til at melde sig til. Det gøres let og enkelt via  https://www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/konfirmation/konfirmandtilmelding 

Her logger dine forældre ind og tilmelder dig ved hjælp af nemID.

Når din tilmelding er modtaget og behandlet, modtager I besked i E-boks eller på mail. Efterfølgende foregår al kommunikation med kirken via en sikker platform som du finder her:  https://konfirmand.kirkenettet.dk

Vi glæder os til at se dig.

Konfirmandkommunikation

Al kommunikation vedr. konfirmation og konfirmationsforberedelse foregår i år i folkekirkens nye kommunikations-system. Her kan du sende beskeder sikkert til dit barns præst og modtage information om konfirmationsforberedelsen. Når dit barn er tilmeldt skal du gå ind i systemet og registrere skole, klasse og andre væsentlige informationer. Klik på linket og log ind med nemID.

https://konfirmand.kirkenettet.dk

Konfirmationsforberedelsen begynder i uge 39. Dvs 22. sep. for konfirmander fra Marievang og 23. sep. for konfirmander fra Landsgrav og Dyrhs skoler.

Konfirmationsdatoer 2021

Fredag d. 30. april (St. Bededag): Marievangsskolens 7. A og 7. B
Søndag d. 2. maj: Dyhrs Skole, Landsgrav Friskole & evt. Trelleborg Friskole
Søndag d. 9. maj: Marievangsskolens 7. C og 7. D

Konfirmationsdatoer 2022

8. maj: Dyhrs og Landsgrav
13. maj, Store Bededag: Marievang 7.A + C
15. maj: Marievang 7.B
 


Hvad er konfirmation?

Gud bekræfter sit forhold til konfirmanden – det forhold der blev oprettet i dåben. Konfirmanden gentager for sin part dåbens ”ja” med sit ”ja” til den kristne tro, og bliver velsignet. Konfirmation er kirkens overgangsritual fra barndom til ungdom, og kan også beskrives som oplæring i den dåb, som de fleste konfirmander modtog som spæde.

Hvem kan blive konfirmeret?

Konfirmanden skal være døbt med den kristne dåb, og have fulgt konfirmationsforberedelse. I forberedelsesforløbet gøres konfirmanden bekendt med den kristne børnelærdom, og bliver gennem kirkegang fortrolig med forskellige gudstjenester i Den Danske Folkekirke.

Hvis konfirmanden er døbt med den kristne dåb i udlandet eller i et andet kristent kirkesamfund, gælder dåben ligefuldt. Husk blot at fremvise dåbsattest til præsten. I disse tilfælde bliver man ved konfirmationen medlem af Den Danske Folkekirke.

Vi tager imod konfirmander, der er hjemmehørende i Sct. Peders sogn, og dem, der har legitim tilknytning - f.eks. hvis konfirmanden er døbt i kirken, tidligere har haft bopæl i sognet, eller hvis en af forældrene bor i sognet.

Hvis der er plads på holdet - men det ved vi først, når vi har fået tilmeldinger - så kan vi i særlige tilfælde tage imod konfirmander, som ikke har tilknytning, men det kan vi desværre ikke love flere år i forvejen.  

Det er også muligt for voksne at blive konfirmeret. Der aftales et forberedelsesforløb med en præst.

Hvad kræver Sct. Peders Kirke af konfirmanderne?

Man skal følge forberedelsen, og gå i kirke mindst 10 gange i løbet af forberedelsen. Konfirmationsforberedelsen bygger på tillid, og præsterne ved Sct. Peders Kirke udleverer ikke klippekort el.lign. med henblik på at kontrollere konfirmandens kirkegang.

Er du i tvivl?

Uanset om du har tænkt dig at blive konfirmeret eller ej, er det en god idé at følge konfirmationsforberedelsen, da det er en unik lejlighed til at lære om den kristne tro. Det er vigtigt at vide hvad man siger ja eller nej til. Præsterne elsker at få gode spørgsmål!