Tirsdag d. 2. april 2019, kl. 19:00

Man kan deltage alle 3 gange, eller blot 1 gange. Denne gang vises "The number 23". Der vil være et kort oplæg før filmen, og efterfølgende debat.

Jim Carrey, født 1962 i Canada, nu amerikansk statsborger, er af de fleste kendt for sit gummiansigt og sit komiske talent. Han fik sit helt store folkelige verdensgennembrud med film som Ace Ventura og The Mask, hvor hans særlige evne for kropskomik kom i spil. Siden har karrieren budt på en palet af film, og Carrey har kæmpet sig ud af boksen som ”ham den sjove”; senest i serien ”Kidding” på HBO, hvor han viser sig som en gedigen karakterskuespiller. I flere af hans film, også de komiske, skinner bagsiden af komikken frem, og det er måske netop evnen for det tragiske der giver det komiske dybde. Hans evne til at skildre karakterer på randen af sammenbrud er uforlignelig, og hans talent for kropskomik kan transformeres til kropstragik, og give et troværdigt billede på et menneske der med hele sin styrke hænger i neglene. Mange af hans senere roller spilles nærmest med tilbageholdt åndedræt, hvor han uden ord formår at formidle sorg, psykopati, ensomhed, aggression mv. Ofte berører hans film eksistentielle emner og livsvilkår som publikum kan spejle sig i, og det er netop 3 sådanne film som vi har valgt at lave en filmstudiekreds om. Filmene tager fat på emner som realityshows, jagten på et lykkeligt liv, næstekærlighed og bekymring/frygt, og hver gang vil vi lave et oplæg med udgangspunkt i Biblen og en salme, samt slutte med en kort drøftelse af filmen.

Det er gratis at deltage, og man behøver ikke tilmelde sig. Der vil være kaffe/te og kage. Studiekredsen holdes på skift i Pakhuset ved Sct. Mikkels og i Sogneladen ved Sct. Peders. Katja og Simon deltager begge hver gang.

Medvirkende
Sognepræsterne Simon Buchwald og Katja Liebst-Olsen
Sted
Pakhuset, Sct. Mikkels Kirke
Pris
Gratis