Siden etableringen af Hollandsk Ostindisk Kompagnis befæstede forsyningsstation ”de Goede Hoop” i 1652 ved Afrikas sydspids har der været skandinaver i området. Udover englændere, hollændere, franskmænd og tyskere var skandinaverne det femtestørste befolkningselement i det sydlige Afrika. Danske, svenske, norske og finske søfolk, landmænd, administratorer, soldater, købmænd, hvalfangere, missionærer, opdagelsesrejsende, botanikere m.m. ankom kontinuerligt til det nuværende Sydafrika. For manges skandinavers vedkommende blev opholdet kortvarigt, men flere af dem blev i landet. Denne skandinaviske tilstedeværelse satte sit tydelige præg på de dramatiske begivenheder som prægede Sydafrikas historie op gennem 1800-tallet. Dette manifesterede sig også under den anden boerkrig, 1899- 1902, hvor der var skandinaver på begge side i krigen. En konflikt mellem det magtfulde britiske imperium på den ene side og boerstaterne, Transvaal og Oranje Fristaten, på den anden side. Flere af skandinaverne befandt sig på boernes side – enten i direkte væbnet kamp mod den britiske kolonimagt eller i politi- og ambulancetjeneste. Mange af disse skandinaver endte som krigsfanger, der blev deporteret til imperiets fjerntliggende fangelejre i bl.a. Indien, på Ceylon og på øer i Atlanterhavet. For andre af de skandinaviske udvandrere var tilværelsen vanskelig grundet krigens kaotiske forhold, og flere blev enten tvangshjemsendt til Skandinavien eller interneret af briterne i deres berygtede koncentrationslejre. For mange af disse danske, finske, norske og svenske udvandrerskæbner fik krigen derfor fatale følger.