Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Onsdagstræf: "Fader vor, Shellhuset er sprængt i luften!"

SEP
07

Onsdagstræf: "Fader vor, Shellhuset er sprængt i luften!"


Dato Onsdag d. 7. september 2022, kl. 10:00
Sted Sct. Peders Kirke, Herrestræde, 4200 Slagelse
Medvirkende
Martin Corfix
Pris
20,- kr. for kaffe og brød, som går ubeskåret til sognets julehjælp
Onsdagstræf: "Fader vor, Shellhuset er sprængt i luften!"

Sogne- og Orlogspræst Martin Corfix har lige været historisk konsulent på filmen ”Hvidstengruppen II  - de efterladte” for Regner Grasten film, og har gennem filmen nu fået belyst to af sine helte, den danske sømandspræst Sophus Boas, der netop optræder i den nye Grasten film, hvor også hans anden helt, den danske præst i Berlin Axel Jeppesen, nævnes. Efter arbejdet med filmen synes han, at denne fantastiske historie fra 2. verdenskrig skal kendes af endnu flere. Derfor tilbyder han nu foredraget

"Fader vor, Shellhuset er sprængt i luften!"

Martin Corfix var i en årrække med i forskningsprojektet "Kirken under besættelsen" ved Odense Universitet og vakte opmærksomhed med sin forskningsartikel "I nazismens brændpunkt". I foredraget ruller han et stykke enestående, dansk besættelseshistorie op: Den spændende fortælling om de to danske præster: Sømandspræsten Sophus Boas fra Dansk Sømandsmissions Kirke i Hamburg og legationspræst Aksel Jeppesen fra Dansk Kirke i Udlandet, Christianskirken i Berlin. Efter den 29. august, hvor den danske regering havde sagt nej til et tysk ultimatum bl.a. at danske modstandsfolk nu skulle dømmes af tysk krigsret, angreb tyskerne uvarslet de tilbageværende militære værn, og Danmark erklæredes i militær undtagelsestilstand. Konge, regering og rigsdag ophørte med at fungere. Fra oktober 1943 blev danske modstandsfolk nu dømt ved tysk krigsret og førtes i stort tal til tyske KZ-lejre, tugthuse og fængsler. Blandt andre Tulle og Gerda Fiil fra Hvidstengruppen. De to unge præster i Tyskland fik dermed nok at bestille - med foldede hænder, list og snustobak opsporede præsterne mange af de bortførte danske, som ellers sad glemt og gemt i tysk fangenskab. Mangen en rulle skråtobak, vitaminpiller og cigaretter blev stukket ind i fangernes lommer, når præsten bad Fader vor sammen med den indsatte. Rare sager, der kunne veksles til mad på fængslernes sortbørs. Lige som vigtig nyhedsinformation om krigens gang blev flettet ind i præstens bøn! Præsterne optegnede, hvor fangerne sad, og disse fangelister skulle i krigens sidste fase få altafgørende betydning for redningsaktionen med De Hvide Busser.